Urbania nyhedsbrev januar 2024


Godt nytår til alle urbanister - store som små, nye som erfarne. I dette nyhedsbrev kan du få status på bestyrelsens arbejde, hvordan vi sammen får udviklet en husdyrspolitik i vores kommende bofællesskab, og lidt om den kommende generalforsamling. God læselyst og god weekend!

Nyt fra bestyrelsen - et par nedslagspunkter

Planlægningen af generalforsamlingen for 2024 er gået i gang. Sæt kryds i kalenderen mandag den 29. april hos KAB på Enghavevej 81, 2450 KBH S. Vi starter ca. 18.30. Udover de formelle punkter, som altid er på dagsordenen (beretninger, regnskab og budget, valg til bestyrelse etc.) er der også mulighed for at stille forslag. Har du noget, du synes generalforsamlingen skal tage stilling til? Skriv til bestyrelsen@urbaniacph.dk senest 14 dage inden generalforsamlingen, og meget gerne tidligere, så punktet kan blive godt forberedt. 

Bestyrelsen er i kontakt med et nyoprettet bofællesskab i Knabstrup på Midtsjælland, Alkes Have. Det er mindre end Urbania (40 lejligheder), men har, ligesom os, målsætninger om at være bæredygtige og rumme alle aldre. Bygherre er Boligselskabet Sjælland, så det er også almennyttigt. Vi har første møde med dem i begyndelsen af februar for at vidensdele.


Det er blot et par af de ting, der foregår i bestyrelsen for tiden. Du kan som altid læse referater fra bestyrelsesmøderne her: Bestyrelsesmøde referater 2024 (urbaniacph.dk). Og husk, at bestyrelsesmøder er åbne for medlemmerne. Næste møde er den 15. februar. Skriv til bestyrelsen@urbaniacph.dk for adresse og dagsorden.


Vellykket weekend med sociokrati - flere workshops på vej

Der kom godt 20 urbanister til “den sociokratiske aftenskole” den 13.-14. januar, og tilbagemeldingerne var meget positive: “Svært og spændende”, “Det giver mening”, “Dejligt at opleve, at vi hjælper hinanden”, “Alle bør deltage”, “Godt at det afholdes i dagtimerne”.


Sociokratigruppen arrangerer flere workshops i årets løb, så flere får mulighed for at deltage. Det bliver på weekenddage, hvor folk kan komme friske og udhvilede, og der er lejlighed til at mødes på kryds og tværs. Tidspunkter annonceres løbende, så hold øje med kommende nyhedsbreve og hjemmesiden/facebook-gruppen for medlemmer.

Facilitator-træning

Vi får brug for flere facilitatorer (=sociokratiske mødeledere), når der kommer gang i aktivitetscirklerne. Derfor bliver der en speciel workshop, hvor der er fokus på at blive en god facilitator. Vi satser på at hente trænere udefra, så vi får friske øjne på os selv, og også bliver knyttet lidt mere til det sociokratiske miljø i Danmark, der er i god vækst. Workshoppen bliver for interesserede urbanister, der har deltaget i ‘“den sociokratiske aftenskole”. Tid, sted mv. er endnu ikke fastlagt, men vil blive annonceret i et kommende nyhedsbrev og på hjemmesiden/i facebook-gruppen.

Medlemsmøder om husdyr i Urbania

Husdyr er et tema, der jævnligt kommer op i Urbania. Det er noget, der berører mange af os, og der er mange holdninger og følelser i spil, når det kommer til husdyr. Der er regler både i lovgivningen og i AKB København, men vi skal også selv finde ud af, hvad vi mener om at have hunde og katte i bofællesskabet.  Vi regner med, at der bliver stillet et forslag på generalforsamlingen, om det skal være tilladt at have hund og/eller kat i Urbania. Derfor inviterer vi nu til medlemsmøder op til generalforsamlingen d. 29. april, for at så mange medlemmer som muligt har mulighed for at belyse emnet fra alle vinkler.

Kom og giv din mening til kende, lyt og deltag i samtalen om denne vigtige beslutning. Der bliver holdt tre møder i alt, så flest mulige kan deltage. Vælg mellem ét af møderne:

Torsdag d. 22. februar kl. 18.30 - 21.00 i fællesrummet på Tjørnegade 9, stuen, 2200 Kbh N. 

Tirsdag d. 12. marts kl. 18.30 - 21.00 Beboerhuset, Lundtoftegade 41B, 2200 København N.
Onsdag d. 10. april kl. 17.00 - 19.30 Beboerhuset, Lundtoftegade 41B, 2200 København N. 

Tilmelding her: Klubmodul.dk - Nem klubadministration (urbaniacph.dk)På gensyn til gode dialoger fra Rosalina, Malene og Tina Solveig



Er du med i facebook-gruppen for medlemmer? Find den her: 

https://www.facebook.com/share/oG1gtC94yj8UgEM4/?mibextid=K35XfP 


Har du idéer til aktiviteter i Urbania? Eller vil du være aktiv i arbejdet for forberedelsen af vores bofællesskab? Læs referater fra bestyrelsesmøderne, der giver et indblik i, hvad der rører sig. Test dine idéer i facebookgruppen, kom til medlemsmøderne, eller kontakt bestyrelsen på bestyrelsen@urbaniacph.dk, hvis du har en god idé eller lyst til at være aktiv, men ikke helt ved, hvordan du kommer i gang.


Hvis du har noget, der skal med i næste nyhedsbrev, kan du skrive til kommunikation@urbaniacph.dk