Nyhedsbrev September 2023


Siden sidste nyhedsbrev fra juli, er der sket gode produktive ting i vores forening, som du kan læse om her. Efteråret byder på flere medlemsaktiviteter, og lokalplanen er snart endeligt på plads. Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev. Til sidst kommer en hilsen fra vores forperson Berit. God læselyst!


Værdimøde 28. september på Nørrebro

Kom og hør hvad der sker i Urbania, og om bofællesskabet er noget for dig. På værdimødet introduceres du til Urbanias værdier og organisering, og du kan få status på arbejdet. Mødet er både for nye og "gamle" medlemmer, børn er velkomne! Vi håber du har lyst til at deltage. Hvis datoen ikke passer, kan du holde øje med nyhedsbreve og Facebook, hvor der kommer flere datoer ud løbende. Tilmelding og praktiske oplysninger findes her.
Vel Mødt! Hilsen Berit, Liv og Naimah


Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen har haft arbejdsweekend, det kan du læse om andetsteds i nyhedsbrevet.

Næste bestyrelsesmøde er den 25. september. Husk at alle bestyrelsesmøder er åbne for medlemmerne. Kontakt bestyrelsen@urbaniacph.dk for info om adresse, dagsorden mm.

Tidligere referater ligger som altid her.


Aftenskole i sociokrati - du kan stadig være med!
Urbania skal hvile på sociokratiske principper - det besluttede vi på generalforsamlingen i april. Og hvad betyder det så? Det kan man få svar på ved at deltage i vores sociokratiske aftenskole. Man kan stadig tilmelde sig, selv om man ikke kan være med alle gange. 

  • 27/9 er temaet “Fra idé til forslag”. Tilmelding her

  • 12/10 er temaet “Sociokratisk organisering af Urbania”. Tilmelding her 

Begge dage er kl. 18.30-21.15 hos Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, Opgang C (helt nede i bunden af gården) stuen, Freedom Room.

Lørdag-søndag den 13.-14. januar kører alle fire temaer. Her kan man samle op på noget man har misset, eller tage hele baduljen. Tilmelding kommer senere, så foreløbig kan du sætte kryds i kalenderen.

Boganbefaling
Sociokratigruppen anbefaler bogen “Medledelse” af Mette Aagaard. Bogen berører hvad medledelse er til forskel fra traditionel hierarkisk ledelse, sociokratiske processer samt praksiserfaringer fra et plejecenter, Børns Vilkår og en afdeling på Danfoss.


Nyt fra følgegruppen - lokalplanen (næsten) godkendt

Siden sidst har Teknik- og Miljøforvaltningen behandlet de indkomne 26 høringssvar til lokalplanen for “vores” område, som du kan læse her. Der er efterfølgende kommet nogle enkelte ændringsforslag, bl.a. omkring facaden og mængden og typen af træer. Den 28. august godkendte Teknik- og Miljøudvalget lokalplanen - sikke en milepæl for os! Den 12. september er lokalplanen på Økonomiudvalgets dagsorden, vi kender i skrivende stund ikke resultatet fra mødet.

Næste skridt derefter vil være, at byggeriet af Urbania skal i udbud. Vi følger spændte med i processen og opdaterer løbende via nyhedsbreve. 


Medlemsarrangement 8. november: Hvordan føles det at bo i Urbania?

Vi har i mange år arbejdet med rammerne i Urbania. Huset, fællesrummene, køkkenet, spisehuset, genbrugsordning etc. De senere år har vi arbejdet med at udvikle vores demokratiform, og vi har talt om, at vi skal lære at konflikthåndtere. Det er tid til at føle, hvordan det er at bo i et stort fællesskab. Hvordan føles hverdagen, når man spiser sammen med 50 andre? Hvordan mærker man samhørighed med sine samboer, også når man er uenig, og hvordan føles det når naboens fodtøj flyder ind mod din dørtærskel, eller din deleavis er væk? Hvordan bliver vi gode til at give og modtage, til at rumme hinanden i det store fællesskab? Det tager vi hul på d. 8. november. 

De der har lyst, spiser sammen kl. 17.45 (mad udefra) og kl. 19.00-21.00 holder vi møde på Nørrebro i nærheden af vores kommende byggegrund.

Tilmelding foregår her



Hilsen fra Urbanias forperson

Som jeg sidder og skriver dette, er det dagen, hvor lokalplanen for Urbania ventes at gå igennem hos Økonomiudvalget i Københavns Kommune. Det føles helt uvirkeligt, og dog så vældigt spændende og opløftende at være nået hertil.

 

I bestyrelsen er vi kommet godt i gang igen efter ferien, med en intensiv arbejdsweekend i Michaels sommerhus. Vi er så heldige at have udviklingskonsulent Liv Rex Hansen i vores forening, som vi hyrede til at facilitere weekenden for os, baseret på det arbejde vi har lagt i de foregående måneder. Ud af weekenden voksede blandt andet en tidslinje, som kan være en slags køreplan for perioden fra nu og frem til foråret 2026, hvor der er mindre end et år til indflytning. 

 

Jeg vil også benytte lejligheden til at sende et ‘dav’ til alle vores medlemmer, og til at introducere mig selv for dem, som ikke var der til den sidste generalforsamling.

 

De ting, jeg har foretaget mig hen over sommeren, siger i virkeligheden nok rigtigt meget om mine værdier: først var jeg en uge på kvindelejr på Femø. Min datter og jeg er de sidste mange år kommet på den uge, der nu hedder “Queer-feministisk uge”. Selvom jeg ser mig selv som ciskønnet, identificerer jeg mig kraftigt med de værdier der ligger i at skabe inkluderende fællesskaber, med plads til forskellighed, sådan som der også står i Urbanias visioner. Jeg håber også, at jeg vil formå at tage nogle af de feministiske værdier fra ugen med mig videre ind i en Urbaniasammenhæng, så de kan bidrage til at vi får opbygget et fællesskab, der kan være en modvægt til et samfund, der ikke altid er helt så lige, som vi kan gå og tro.

 

Mit personlige fokus på bæredygtighed udmøntede sig i, at resten af sommerferien for min teenagedatter og jeg blev tilbragt på interrail rundt i den sydlige del af Europa. 

 

Derudover har jeg en lille kolonihave, og glæder mig til at havehygge i Urbania med alle jer andre, som kan lide den slags. Jeg har en drøm om at ‘redde’ nogle af de slyngplanter og andet, der vokser på grunden lige nu, og få dem med ind i Urbanias  landskab, den dag vores boliger står klar. Jeg er vild med at ting har en historie, og når boligerne bliver helt nybyggede, kunne planterne så passende bidrage med en forbindelse til hvad, der kom før. 

 

Jeg glæder mig til at lære jer alle at kende og indgå i det fællesskab, vi er i gang med at bygge op sammen. 

 

Berit, Forperson, Urbania




Har du noget, du vil dele i næste nyhedsbrev? Skriv til kommunikation@urbaniacph.dk