Nyhedsbrev november 2023


Siden sidste nyhedsbrev fra september, er lokalplanen og Skema A blevet godkendt af Københavns Kommune. Det blev fejret med en spontan skål på Lundtoftegade dér, hvor Urbania skal bygges. Nøj hvor vi glæder os til de næste skridt! 



Her i nyhedsbrevet kan du læse om et vigtigt medlemsmøde, der foregår i næste uge (du kan stadig nå at melde dig til lige her), og få indblik i noget af den aktivitet, der foregår i vores forening. God læselyst og god weekend!


Medlemsmøde 8. november



Vi har alle drømme og fantasier om, hvordan det bliver at fylde alle de fysiske rammer ud, som vi i mange år har arbejdet på – og nu er materialiseret i lokalplanen.

Nu skal vi til at forberede os for alvor – når vi både skal leve i vores egen lejlighed og nære relationer, og også skal leve godt sammen i de store fællesskaber med urbanister fra 87 andre boliger. Hvordan føles hverdagen når man spiser sammen med 50 andre? Hvordan mærker man samhørighed med sine samboer, også når man er uenig, og hvordan føles det når naboens fodtøj flyder ind mod din dørtærskel, eller din deleavis er væk?

Hvordan bliver vi gode til at give og modtage, til at rumme hinanden i det store fællesskab? Det tager vi hul på d. 8. november. Kl. 19.00- ca.21.00. Vi har oplæg til dialog fra Aske, der er urbanist og har erfaring fra et tidligere kollektiv, og Rosa, der bor i bofællesskab.

Tilmelding her inden 7. november – men meget gerne før. 

Vil du være med til fællesspisning inden mødet, kl.17.45? Så er sidste chance for tilmelding i dag, skynd dig at klikke her og meld dig til. Det bliver hyggeligt! (Det koster 100 kr. som betales ved tilmeldingen, drikkevarer kan købes på stedet (mobile pay).

 

På mødet er der kaffe og te. Hvis nogen har lyst til at bage til kaffen, får man klapsalver og taknemmelighed tilbage: skriv til Tina Solveig, tinasolveig@gmail.com


Studietursgruppen hilser fra Berlin

Lige nu er en flok urbanister i Berlin. Her besøger de tre forskellige store bofællesskaber, og håbet er at blive inspireret til, hvordan vores fællesområder kan indrettes, hvordan vi arbejder med kommunikation mellem så mange mennesker, og hvordan vi kan arbejde med aktivitetskrav samt meget mere. I kan glæde jer til, at vi kommer tilbage og laver en præsentation af, hvad vi har lært.

Tilmelding til Urbania 1 - “Lundtoftegade syd”

Vi står et nyt og spændende sted i Urbanias udvikling. Lokalplanen er godkendt og derfor kan vi i princippet når som helst overgå til at være en afdeling af AKB København. Vi har nu brug for et meget detaljeret overblik over vores medlemmer. Inden længe vil I derfor allesammen modtage en invitation til at tilmelde jer 'Urbania 1 - Lundtoftegade syd". Det er vigtigt, at alle Urbanias medlemmer får udfyldt dette skema inden for den deadline, skemaet angiver. Så kan vi begynde at danne os overblik over, om vores medlemsbase matcher de boliger, vi får til rådighed, såvel som de kategorier boligerne skal tildeles efter. Vi glæder os til at tage dette næste skridt videre mod realiseringen af Urbania 1.

Sociokraticirklen inviterer til aftenskole i januar

Efterårets sociokratiske aftenskole er slut, og vi siger tak til de engagerede deltagere for deres medvirken. Hele forløbet gentages i januar over to dage, nemlig weekenden 13-14/1. Begge dage kl. 10-16.


Så her er tilbuddet til alle jer, der ikke nåede det i efteråret.


Tilmelding kommer op på hjemmesiden i løbet af december, sammen med besked om hvor det afholdes.

Nyt fra Følgegruppen

Nu er følgegruppens møder hos KAB i gang igen efter en pause, hvor vi har afventet godkendelsen af lokalplanen. Det skete som bekendt i september, som vi skrev om her, hvilket var en virkelig stor milepæl for Urbania.

KAB er gået i gang med at finde en bygherrerådgiver. De skal drive processen med et udbud for byggeriet. Når det er så stort et projekt, skal det i EU-udbud. Det tager cirka et år. Urbania kommer med i bedømmelsesudvalget, der skal se på de tilbud, der kommer fra entreprenørerne, så vi kan være med til at vælge den bedste løsning for byggeriet. 


Urbanias opgavebørs

Som noget nyt, laver vi fremover en opgavebørs i nyhedsbrevet. Der begynder nemlig at være flere opgaver i foreningens arbejde med udviklingen af vores bofællesskab. 



Har du kompetencer indenfor IT og lyst til at få indflydelse på Urbanias udvikling?


Søges: medlemmer med IT-kendskab til at forberede en køreplan for Urbanias IT-infrastruktur på den korte og længere bane. 


Opgave:

  1. Afdække det strukturelle behov indenfor Urbania ved at tale med interessenter

  2. Afdække vaner og kundskaber blandt nuværende brugere så vores løsning matcher dette

  3. Afdække hvilke løsninger der pt bruges for at kunne forholde sig til om noget skal videreføres eller det hele skal udskiftes

  4. Forberede input til bestyrelsen ift til hvilken IT-infrastruktur, ville imødekomme vores behov for eksempelvis medlemsadministration, betaling, tilmelding, osv

  5. Evt være med til at træne os alle i at opnå en kultur, hvor vi har gode IT vaner


Opgaven indeholder både et element af at tænke i, hvad vi kan ‘klare os med’ her og nu og at tænke i hvad vi har brug for på den lange bane. Der vil være mulighed for at tilkøbe eksterne tjenester.


Arbejdet er frivilligt arbejde, og vil være en måde hvorpå du kan opfylde Urbanias engagementskriterier, indenfor et område du brænder for. Opstart og timetal er fleksibelt ift hvad du har at byde ind med. 


Hvis ovenstående rører ved noget i dig, kan du kontakte bestyrelsens forperson, Berit, på telefon 28180823 for at høre nærmere om de overvejelser, vi har gjort os i bestyrelsen, og eventuelt arrangere at mødes med den hjælpecirkel, som pt har tovholderfunktionen på dette område. 





Husk som altid, at referater fra bestyrelsesmøderne ligger her. Næste møde er 22. november 2023.


Hvis du har noget, der skal med i næste nyhedsbrev, kan du skrive til kommunikation@urbaniacph.dk